Forskere afbryder påstande om enkelte 'depressionsgener'
Efter at have gennemført en enorm undersøgelse har forskere afvist påstande om, at enkelte genvarianter eller endda en lille gruppe af dem kan diktere følsomhed over for depression. I stedet foreslår de, at enhver genetisk risiko for depression sandsynligvis stammer fra et meget stort antal varianter, der hver bidrager med en lille effekt.
Forskere ved University of Colorado Boulder (CU Boulder) gennemgik hundredvis af undersøgelser, der i løbet af de sidste 25 år havde udpeget "kandidatgener" til depression. De fandt ud af, at 18 sådanne gener havde vist mindst 10 gange i tidligere undersøgelser.
Derefter viste de ved hjælp af data fra hundreder af tusinder af mennesker, at den indflydelse, de 18 kandidatgener havde på depression, ikke var stærkere end gener, som de tilfældigt kunne vælge.
I en American Journal of Psychiatry papir konkluderer holdet, at tidlige teorier om "depressionskandidatgener" er forkerte, og at undersøgelser, der identificerer dem, sandsynligvis kun har gjort "falske positive".
Resultaterne fjerner tanken om, at folk snart vil være i stand til at tage en test, der identificerer et par gener for depression, og så er det bare et spørgsmål om lægemiddeludviklere, der producerer nye lægemidler, der er målrettet mod dem.
"Denne undersøgelse," siger den første undersøgelsesforfatter Richard Border, der er forsker og kandidatstuderende ved CU Boulders Institute for Behavioral Genetics, "bekræfter, at bestræbelser på at finde et enkelt gen eller en håndfuld gener, der bestemmer depression, er dømt til at fejle."
'Kandidatgen-hypoteser' og depression
Forskere, der arbejder inden for genetik, afviste "kandidat-genhypoteser" for mange år siden, tilføjer seniorforfatter Matthew C. Keller Ph.D., der er lektor i psykologi og neurovidenskab ved universitetet.
I mellemtiden har andre inden for områder, herunder psykologi, fortsat med at forfølge ideen om "depressionsgener" og syntes at finde beviser til støtte for det.
For eksempel er en af de 18 "historiske kandidatdepressionsgener" SLC6A4, som koder for et protein, der har at gøre med transport og genbrug af serotonin i hjernen.
For omkring 20 år siden havde forskere foreslået at have en særlig, kortere variant af SLC6A4 kunne sætte folk i større risiko for depression, især hvis de havde oplevet traumer i barndommen.
Dr. Keller forklarer, at beviset, der forbinder kandidatgener til depression, ofte kom fra undersøgelser, hvor stikprøvestørrelserne var for små. Han sammenligner det med HC Andersen-historien om "kejserens nye tøj".
"Der er bare intet der," tilføjer han, "Jeg håber, det er den sidste søm i kisten for den slags undersøgelser."
At føle sig trist, ensom eller nede er en del af hverdagen, især i tider med højt stress eller tab. Depression er dog en psykiatrisk sygdom, hvor disse symptomer og andre er alvorlige og vedvarende.
Depression har mange former, og selvom hver har sit eget mønster af symptomer, er der også nogle ligheder.
Major depression er den mest almindelige form for depression. Symptomerne kan være så alvorlige, at det forhindrer folk i at kunne arbejde, studere og interagere socialt.
I USA er depression den vigtigste årsag til handicap hos personer i alderen 15-44 år. I 2016 havde omkring 16,1 millioner voksne i USA haft mindst en episode med svær depression i de foregående 12 måneder.
Data kom fra meget store prøver
Dr. Keller og hans team analyserede "data fra store befolkningsbaserede prøver og case-control", der varierede fra ikke mindre end 60.000 til over 400.000 individer og i alt udgjorde mere end 620.000. Dataene kom fra kilder som 23andMe, UK Biobank og Psychiatric Genomics Consortium.
Forskerne ledte efter forbindelser mellem nogen af de 18 depressionskandidatgener og depression og også med depression i kombination med miljøfaktorer, såsom "seksuelt eller fysisk misbrug i barndommen, socioøkonomisk modgang."
De skriver imidlertid, at "der ikke blev fundet klare beviser for noget kandidatgen," hverken med depression eller med depression forbundet med miljøfaktorer. "
"Undersøgelsesresultaterne", konkluderer forfatterne, "understøtter ikke tidligere fund af depressionskandidatgener, hvor store genetiske effekter ofte rapporteres i prøver, der er mindre end de undersøgte her."
Dr. Keller og hans team understreger, at de ikke antyder, at forskere skal stoppe med at lede efter forbindelser mellem gener og depression.
Hvad de siger er, at forholdet mellem gener og depression ikke er så ligetil som mange tidligere undersøgelser måske har hævdet.
Forskning i risikoen for sygdomme som Alzheimers og kræft kan afsløre stærke forbindelser med individuelle genvarianter, og test for disse er medicinsk nyttige til screening og valg af behandlingsmuligheder.
Det er dog mere sandsynligt, at forudsigelser af genetisk risiko for depression vil involvere ”polygenetiske scores”, der tager højde for effekten af et meget stort antal gener.
”Vi siger slet ikke, at depression slet ikke er arvelig. Det er. Hvad vi siger er, at depression er påvirket af mange, mange varianter, og hver af dem har hver for sig en minimal effekt. ”
Matthew C. Keller Ph.D.
